Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Historien om Louis Petersen

Louis Petersen blev født den 8. februar 1848 i København. Hans far drev en betydelig forretning med kolonial en gros. Da faderen blev ramt af pengekrisen i 1857, kom Louis Petersen i lære i sin onkel Johan Christian Petersens papirhandel. Louis Petersen boede sammen med sin onkel under beskedne forhold i et lille baglokale i forretningen.
Louis Petersen var yderst flittig og fik i en tidlig alder betroet såvel bogføring som korrespondance. Uddannelse blev der ikke meget af, men dette rådede den unge Louis bod på ved selvstudier, og senere hen gik han på Handelshøjskole om aftenen.
Ved onklens død i 1879 blev Louis Petersen eneindehaver af papirhandlen. Han drev denne med flid og en sikker fornemmelse for forretning. Derfor kunne han i 1880´erne opføre ejendommen ”Hvælvingen” på Nikolaj Plads, hvor papirhandlen flyttede til.

Louis Petersen var udover en dygtig og arbejdsom forretningsmand en fuldblods romantiker. Han skrev digte og vers, som de kulturpersonligheder, der kom til ”Åbent Hus” hver torsdag i hans og hustruen Ludis smukke hjem, blev underholdt med.

Louis Petersens Legat blev oprettet ved hans alt for tidlige død i 1904. Legatet havde to hovedformål.
Det ene var at hjælpe unge handelsmænd og åbne deres øjne for, hvad han i sit testamente kalder ”Livets højere værdier”. Man mener, at hans egen manglende uddannelse har betydet, at han ønskede at støtte disse unge mennesker og samtidig ”højne det åndelige niveau” for Detailhandlen i København. Louis Petersens landsted ”Købmandshvile” blev efter hans død af hustruen Ludi åbnet som Højskole med 23 elever i 1905.
Det andet formål Legatet skulle støtte var hjælp til enlige mødre med småbørn. Louis Petersens ældste søster var blevet alene med to små drenge, og han havde på nærmeste hold fulgt, hvor vanskeligt stillet en enlig mor med småbørn var. Allerede inden sin død, hjalp han enlige fattige kvinder.

Legatet opførte i 1953 Louis Petersens Børnegård til børn af enlige mødre med plads til 80 børnehavebørn og 30 vuggestuebørn. Senere i takt med at vilkårene blev bedre for enlige forsørgere, kunne børn med begge forældre også gå i institutionen. Man uddannede barneplejersker, som boede på 1.salen sammen med forstanderinden.
I 1984 blev der foretaget en meget stor ombygning af Børnegården for at gøre denne tidssvarende. Vuggestuen blev udvidet til 36 børn, og børnehaven fik i stedet 40 børnehavepladser og 20 fritidshjemspladser. 1.salen fik lokaler til en fritids- og ungdomsklub, som var blevet ”hjemløs” ved Frederiksberg Kommunes salg af skolen på Godthåbsvej.
I 1987 renoverede man legepladsen, således at den kunne leve op til de krav en aldersgruppe fra 3-14 år stillede. Det var nogle spændende år med mange aktiviteter og et fint samarbejde trods den store aldersspredning og børnenes forskellige behov. Kælderen blev efterhånden også inddraget for at kunne huse de mange forskelligartede aktiviteter.

I 1992 havde Kommunen brug for flere børnehavepladser, og institutionen blev udvidet med en Skovbørnehavegruppe på 25 børn. I den forbindelse blev der indrettet et stort rytmikrum i kælderen, der samtidig kunne bruges som opsamlingslokale for Skovbørnehaven.
I 1995 nedlagde Frederiksberg Kommune en kommunal institution ”Østervang” i forbindelse med en større ombygning af plejehjemmet. Efter forhandlinger mellem Frederiksberg Kommune og Louis Petersens Børnegårds Bestyrelse og personale nåede man til enighed om endnu en ombygning.
Klubben blev flyttet til lokaler på Guldborgvej og fik et længe næret ønske om mere plads opfyldt samtidig med, at man kunne udvide børnetallet til 125. Vuggestuen fik en ekstra bygning med under dens vinger og børnetallet øgedes til 46. I børnehaven blev fritidshjemmet flyttet op på 1. sal, og børnetallet udgjorde herefter 50. I stueetagen oprettedes 3 børnehavegrupper med i alt 62 børn.
Da Østervang vuggestue/børnehave havde legeplads lige op til Louis Petersens Børnegårds legeplads blev disse lagt til det øvrige areal. Børnehaven og Fritidshjemmet har i gennem 1998 og 1999 endnu engang ved legatets hjælp fået renoveret legepladsen, så den nu fremstår som et spændende område med udfordringer for alle aldersgrupper.
Vi mener, at vi i dag driver en daginstitution helt i Louis Petersens ånd – omsat til nutidens værdinormer. Dette kan forhåbentlig fornemmes gennem læsning af de kommende sider og senere hen helt sikkert mærkes i dagligdagen.