Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Koloni

Børneringens koloni er beliggende ved Lumås, Sjællands Odde. Den hedder ”Ebbeløkke” og ligger lige ud til Sejrøbugten. 

Vi tager af sted tre dage enten fra mandag til onsdag eller fra onsdag til fredag, alt efter hvad som kan lade sig gøre. Det sker i 2 forskellige uger:

  • Delfiner, Pingviner og Hvaler tager på koloni sammen, typisk i starten af juni måned.
  • Blæksprutterne og Uglerne tager afsted sammen i september måned.

Kolonien er en perle, der ligger i et naturskønt område med en lille skov og strand lige neden for. Vi bor i tre huse, der alle ligger med udsigt ud over vandet. 
Der er et køkkenhus, hvor vi laver mad sammen med børnene. Vi handler stort ind hjemmefra. 

Vi sopper ved stranden, samler sten og skaller, går ture langs markerne, går på skattejagt, holder pyjamas fest og mange andre herlige ting. 

Det er et vurderings-spørgsmål, om det enkelte barn er modent nok til at deltage. Første gang man er afsted, har man typisk gået i institutionen mellem et halvt til et helt år. Pædagogerne på stuen og forældrene vurderer sammen, hvorvidt barnet er klar til at komme afsted på koloni. 

Der bliver sendt en invitation ud på Aula til de børn som er gamle nok til at tage med, samt en informationsfilm et par måneder inden kolonien. Der afholdes et kolonimøde inden tilmeldingsfristen, som er beregnet for de forældre, hvis børn deltager for første gang. Børnene elsker at være på koloni og hygger sig på en lille ”sommerferie” med deres venner og medarbejderne. Vi har været på koloni hvert eneste år siden 1987.

Kolonien finansieres ved forældrebetaling samt dækning af lønudgifter til medarbejderne via institutionens budget.